Hanne Laursen og Henrik Jørgensen

søndag den 20. september 2020

Sæsonens første Caféva. Trods Corona og dermed færre dejlige damer, så kunne vi ikke have fået en bedre start på denne sæsons Caféva. De flotteste kager fra KonditorBageren i Højene, veloplagte damer, samt medværtinde Hanne Laursen. Sidst men ikke mindst vores gæst Henrik Jørgensen der med varme og energi fortalte om sit liv. Henrik er en mand der aldrig har siddet stille og ladet stå til. Så det passede så godt med Hannes præsentation af gæsten ved at recitere Niels Hausgaards sang ”Det skulle nogen gøre noget ved”. Det har Henrik i den grad gjort. Ikke bare her i Hjørring, hvor han er født, opvokset og flyttet tilbage til, men har sat i aftryk mange steder rundt om i landet, ved de forskellige jobs som han har haft. Det har f.eks. været opstart af Bilka i Slagelse og Næstved hvor Henrik var varehuschef. Koncerndirektør i FDB. Direktør i Fakta, hvor det velkendte slogan blev skabt ”det ta´r kun 5 minutter – men vi vil så gerne have du bliver lidt længere”. Direktør for IC Companys. DTF Travel. Dette er kun lidt af alt det Henrik har og beskæftiger sig med. Det var interessant at høre hvordan Henrik har håndteret alle disse firmaer. At komme bagom de tanker og handlinger som bliver gjort for at få disse kæder til at fungerer. Men det at få indsigt i mennesket bag den rolle vi måske mest kender Henrik i, nemlig som venstremand i Hjørring Kommune og formand for Vendsyssel Teater, det er det der er det hele værd. Som Henrik selv siger ”Hvis man anerkender hinanden på tværs af holdninger, så kommer man langt”. Og I Caféva taler og lytter vi, til alle de skønne livshistorier som vores hemmelige gæster fortæller uden skelen og derfor bliver vi klogere hver gang. Mange varme hilsner fra jeres Caféva-værtinde Pia Mourier og FOF Vendsyssel

søndag den 25. oktober 2020

Vores hemmelige gæst har altid mange gode idéer som der bæres rundt på. Jeg kunne også bare sige GRIB – som er et af de ord vores gæst bruger. Selv siger gæsten: "At lære hvordan vi bedst griber os selv, kan tage et helt liv. Med masser af snublerier og direkte styrt undervejs. Jeg deler ud af mig selv, fordi mit levede liv rummer så mange elementer, som meget forskellige mennesker vil kunne se sig selv i, og bruge som et afsæt til at justere sin egen tilværelse. Og så griner jeg rigtig meget, og jeg bliver let rørt. Jeg vil lade disse få linjer følge dig på din dag". Vel mødt til alle, der også skal nyde kagen fra KonditorBager Højene. Mange hilsner Pia Mourier

søndag den 29. november 2020

I skal møde et menneske som er ekspert i at tale og holde fast i sine lyttere. Et menneske med kant, som rusker op i fastlåste forestillinger, udrydder ‘plejer’ og skubber blidt men bestemt til modtagernes grænser og det med skøn nordjysk humor. Så gå ikke glip af denne Caféva gæst som er nysgerrig, begejstret og engageret. Og vel mødt til kage fra KonditorBager Højene. Venligst Pia Mourier

søndag den 24. januar 2021

Vi har alle set vores gæst her på teatret, men også andre steder. Vores gæst rummer mange forskellige egenskaber, og denne søndag skal vi bruge vores hænder. Vores gæst vil tale om hvordan vi hver især kan få selvindsigt, se vores smukke potentiale og kompetencer. Så hvem er vores hemmelige gæst og hvad er det vi skal? Så vel mødt til kage fra KonditorBager Højene og hemmelig gæst i det kommende herrens år.

Mange varme hilsner jeres Caféva værtinde

Søndag den 28. februar 2021

Søndagens gæst ved jeg, at vi alle sammen mere eller mindre kender. Eller vi tror vi kender vedkommende, fordi der altid er så meget at se til. Det er en gæst der er krumme i, fuld af gode idéer og gå på mod. Vores gæst brænder for Hjørring og Vendsyssel. Ønsker altid at alle skal have en god oplevelse, især børnene. Vores hemmelige gæst holder af planlægning, lange gåture, fest og farver. Hvis jeg siger mere, så er Caféva gæsten ikke så hemmelig mere. Så vel mødt til kaffe og kage fra KonditorBager Højene.

Mange hilsner jeres Caféva værtinde Pia Mourier